FAQ

Om Five Seasons di Ole A. Dyck-Madsen

Teknisk arrangør
Five Seasons, Via Palestro 14, 37011 Bardolino (VR)
Lic. No 4062/03 

Navale Ass. S.p.A., Via Pascoli 31/1c 37010 Affi (VR)
Policy no. 4169793/S.

Five Seasons er et italiensk rejsebureau, som sælger rejser, der er dækket af den italienske rejsegaranti.

Forsikring – For at sikre, at Five Seasons altid kan opfylde sine forpligtelser overfor sine kunder, har vi tegnet en ansvarsforsikring hos Navale Ass. S.p.A., Via Pascoli 31/1c 37010 Affi (VR), policy no. 4169793/S. 

Hvem er vi? – Alle medarbejdere hos Five Seasons er af nordisk nationalitet og overvejende danske. Vi har alle lang erfaring fra rejse-, turist- og luftfartsbranchen.

Alle vore medarbejdere ser rejsebranchen ikke blot som deres arbejde, men i høj grad også som deres hobby. Vi elsker at rejse, opleve, spise og drikke godt. Dette afspejler sig i indholdet i vore rejser.

Er det sikkert at rejse med Five Seasons? – Det er meget sikkert at rejse med Five Seasons. Vore rejser går til politisk stabile lande, vi er dækket af den italienske rejsegaranti og har desuden en speciel forsikring for uforudsete eventualiteter.

Under rejsen benytter vi kvalificerede rejseledere og guider, som med deres lange erfaring ved, hvordan eventuelle problematiske situationer bør håndteres. På vore aktive rejser, såsom vandringer eller klatring, er der altid en autoriseret alpinguide/naturguide eller autoriseret instruktør tilknyttet gruppen.

Ved madlavningskurser har Five Seasons kontrolleret arrangørens forsikringer og oplæg.

Og Five Seasons tilbyder desuden et telefonisk nødnummer, som er aktivt 24 timer i døgnet under rejsens varighed.

Rejsen

Bestilling af rejser – Kan bestilles direkte her på hjemmesiden eller via e-mail til booking@five-seasons.info. Efter at have modtaget din forespørgsel, fremsender vi indenfor 48 timer bekræftelse på reservationen.

Bliver alle rejser gennemført? – Det er naturligvis vort mål, at alle rejser skal gennemføres, det er derfor, vi har produceret dem. For at sikre at så mange som muligt gennemføres, har vi valgt at rejse i små grupper samt udbyde samme rejse i både Danmark og Norge.

I enkelte tilfælde kan en rejse aflyses ved markant mindre deltagerantal end det, rejsen er baseret på. Five Seasons forpligter sig i så fald til at træffe beslutning herom og informere eventuelle tilmeldte gæster senest 8 uger før rejsens planlagte begyndelse og gerne tidligere, når det er muligt.

I tilfælde af en aflyst rejse vil vi altid prøve at tilbyde en lignende rejse.

Hvordan fungerer flyrejsen? – Vi sælger vore rundrejser uden at inkludere flyrejsen i pakken. Dette delvist fordi man i dag kan finde langt billigere flyløsninger på internettet, end dem luftfartsselskaberne tilbyder rejsearrangørerne. Denne løsning giver også en del frihed til f.eks. at forlænge opholdet på rejsemålet og ikke mindst til at flyve hvorfra, man ønsker.

Vi anbefaler, at vore gæster venter med at bestille flyrejsen, indtil de har modtaget en skriftlig bekræftelse på rejsens gennemførelse fra Five Seasons. Det kan fordyre billetterne lidt, men man undgår at stå med flybilletter til en aflyst rejse.

Betaling

Hvordan betaler jeg? – Betaling foregår ifølge vore frister og betingelser. Disse kan læses under "Handelsbetingelser/Depositum og betaling". Der betales i Euro via bankoverførsel til vor konto i Italien.

Hotellet

Hvordan er hotellerne, som benyttes? – Vi arbejder med meget specielle hoteller. Ingen hoteller er valgt ”bare” fordi de ligger bekvemt eller er specielt billige. Selve hotelopholdet bør være en oplevelse i sig selv. Det er derfor deres standard, service, beliggenhed eller historie, der har været afgørende i valget. Ofte er der tale om nogen af Europas bedste hoteller, og i andre tilfælde er det uopdagede perler, som vi har opdaget under vore mange rejser. Der er alt fra 5-stjernede luksushoteller til den helt enkle bjerghytte med overnatning i sovesale.

Kan jeg ønske specielle forhold på hotellet? – Ja, disse ønsker bør oplyses sammen med bookningen af rejsen. Vi ønsker tydeligt at gøre opmærksom på, at der netop er tale om ØNSKER. Vi gør vort yderste for at opfylde disse, men der er ikke tale om garantier.

Vi gør også opmærksom på, at i dagens Europa har de færreste hoteller ryger-værelser, ligesom der er rygeforbud i alle offentlige indendørsområder på hotellerne.

Kan jeg bestille et specielt værelse på hotellet? – Vore værelser på hotellerne er normalt af standardudgaven. Dette betyder, at selv om hotellet har nogle enkelte bedre værelser, så er det sjældent dem, vi får. Bemærk, at hotellerne på deres hjemmesider ofte har billeder af de bedste værelser og derfor ikke afspejler standarden på de i rejsen inkluderede værelser.

Ønskes bedre værelser, havudsigt, balkon, junior-suite osv., så kan vi i nogle tilfælde hjælpe med at bestille sådant gennem vort italienske søsterselskab. Dette vil indebære en ekstra omkostning samt et reservationsgebyr på 15€ pr. værelse og hotel. Af tidsmæssige hensyn er vi ikke i stand til at give en nøjagtig beskrivelse af sådanne værelser, men henviser til hotellernes hjemmesider.

Bemærk at det kan tage lidt tid at få bekræftet bedre værelser fra hotellerne.

Er der ekstra udgifter forbundet med hotellernes faciliteter? – Dette varierer meget fra hotel til hotel. Generelt er det meste med i prisen, men f.eks. massage i helsecentre eller brug af tennisbaner er eksempler på faciliteter, som bestilles og betales direkte til hotellet.

På nogle hoteller betaler man også for aircondition og safeboks.

Er aircondition og swimmingpool altid tilgængelige? – På de fleste hoteller er aircondition altid aktiv, men nogle steder vurderer man efter temperaturen. Bemærk i den anledning, at aircondition er meget dyrt, ikke særligt miljøvenligt og ikke har til formål at gøre værelset til et køleskab. Formålet er at give en behagelig nattetemperatur for en sund og god nattesøvn.

Swimmingpools på hotellerne er normalt tilgængelige i dagtimerne  i den varme periode efter hotellets eget skøn.

Maden

Hvordan er morgenmaden på hotellerne? – Vore hoteller har generelt kontinental, engelsk eller amerikansk morgenbuffet. Altså ud over kaffe/te, brød og marmelade er der også forskellige former for müesli, cornflakes, søde sager, skinke, ost og ofte frisk frugt og æg. Engelsk eller amerikansk morgenmad indebærer også varme retter.

Vi ved, at morgenmåltidet er vigtigt for vore gæster og har valgt derefter.

Hvordan er de inkluderede måltider? – Pragtfulde!

Alle måltider, middage, frokoster, som er inkluderet i rejserne, er valgt med hjertet og med ganen. Vi har i forvejen påtaget os det sure slæb med at spise os igennem hver eneste menu, som vi inkluderer.

Der er ingen måltider inkluderet, alene for at vore gæster ikke skal gå sultne i seng. Selv er vi meget glade for god mad og god vin, og det har smittet kraftigt af på rejserne.

Måltiderne svinger fra dejlige til vidunderlige i kvalitet. Nogle gange skriver vi ”let frokost”. Dette betyder ikke, at man går sulten fra bordet, men at måltidet ikke er en traditionel frokost med forret, hovedret og dessert, men måske skinker, oste og lignende på en vingård.

Vi spiser nogle gange på hotellerne, men aldrig som decideret halvpension. Det er i så fald specielt sammensatte menuer til Five Seasons.

Vi er nærmest allergiske overfor intetsigende hotel- og kantinekost, OG der er ALTID drikkevarer inkluderet i ALLE vore måltider! Generelt vin og mineralvand.

Nogle steder er der en aftalt mængde vin inkluderet, andre steder ad libitum inden for rimelighedens grænser til måltidet (altså ikke efter at desserten er serveret).

Hvis jeg har fødevareallergi? – Alle de restauranter, som vi benytter på vore rejser, er professionelle og vil altid kunne tilbyde alternative menuer. Vi kan dog ikke garantere nøjagtig samme standard som den inkluderede menu.

For at kunne tilbyde så gode alternative menuer som muligt beder vi, at man gør opmærksom på eventuelle allergier ved reservationen af rejsen og kontrollerer, at dette er indskrevet i rejsepapirerne.


Book online

Bestil nemt din rejse til Italien, Frankrig eller Tyskland

Klik her


Nyhedsbrev
Ja tak, jeg ønsker gratis nyhedsbrev
E-mail